Og hermed ligger nu den 3. weekend i Australien bag os.
Maria havde fødselsdag i lørdags og vi tog til stranden om formiddagen. Denne gang ikke Bondi Beach, men Coogee beach. Og jeg blev (næsten) ikke solskoldet!! Kun omme i knæhasserne, så det tæller slet ikke :-p
Bølgerne var sindsyge. Man kom 2-3 meter fra vandkanten og der var bølgerne allerede højere end mig og så stærke, at man blev kastet omkuld af dem. Jeg blev virklig overrasket og ka nu godt forstå, at folk drukner på strandene, fordi de undervurderer bølgerne og strømningen. Men det var ihvertfald rigtig hygge og vi fik os også lige en lille lur mens vi lå på stranden, vidunderligt.
Derefter tog vi hjem for at klæde om og gøre os klar til byen. Louise og mig tog afsted lidt tidligere, fordi vi manglede en lille gave til Maria, som jo var fødselsdagsbarn. Vi fandt en lille souvenir butik, hvor vi købte nogle shots-glas med australske billeder på og så smuttede vi ind til en bar hvor vi købte to flasker øl, som Maria godt ku lide. Vi mødtes sammen med maria og et par andre sygeplejestuderende fra vores kollegie, henne ved en kinesisk restaurant i Sydneys China Town. Stedet var meget autentisk; en masse kineser, en masse borde, en masse larm, en masse levende havdyr man kunne vælge imellem etc etc. Meget sjovt. Efter maden som bestod af en bred vifte af klassiske kinesiske retter (bl.a. peking and), tog vi videre i byen.
En del tid blev brugt på at finde vej ind til en bar, Maria meget gerne ville hen til. "Worldbar" hed den og der var en kæmpe kø foran da vi kom frem. Men med kvindelig charme fik Maria og en af de andre piger smuglet sig frem til køens front og vi kom ind efter få minutter.
Vi havde det sjovt, men jeg var ikke så glad for at skulle stå og vente i et kvarter på at få en drink, fordi der stod så mennesker i kø ved baren, men vi fik da en del indenbords før vi tog videre. Maria, Jaqu og Carl (britisk nurse som vi bor sammen med) tog videre til et andet sted i byen, mens de andre piger og mig tog hjem. Vi havde været oppe fra morgenstunden og var ved at være godt trætte.
MEN aftenen endte ikke her endnu. Kl. lidt i 6 blev hele huset vækket af brandalarmen! Shit, jeg blev forskrækket!
Alle beboerne flygtede ud, men det var en falsk alarm. Ingen brand eller lignende kunne findes og vi fik lov til at komme i seng igen, efter at vagten og brandvæsnet var forsvundet igen, men så fik man da prøvet det :-D.
Søndagen bestod så af så kedlige ting som vaske tøj og slappe af; men det var tiltrængt!
Og nu sidder jeg på McD efter en endt arbejdsdag (0730-1600) og skriver dette blogindlæg, mens jeg venter på at billederne bliver lagt op på webalbummet: klikmig!
...
Stadig ikke færdig... Nå jamen så kan i da også lige få at vide hvad jeg har lavet idag:
Jeg har nu fulgt den samme patient siden han blev indlagt. Han har fået en subdural hjerneblødning efter han fik et slag til hovede af en ukendt hvorefter han faldt bagover og slog baghovedet. Peter (ikke hans ægte navn) har døjet med for højt interkranielt tryk og har derfor fået lagt et kateter ind i en af ventriklerne i hans hjerne. Herfra kan der drænes væske eller blod, i Peters fald kun hans csf, fordi blødningen er stoppet. Han er bevidstløs siden han kom sidste mandag og er i respirator, da han ikke ånder regelmæssigt uden denne.
Men ihvertfald har jeg fulgt ham og er begyndt så småt at overtage de fleste praktiske sygeplejehandlinger, der er omkring ham og det kører rigtig godt. Det er en rigtig god følelse at have styr på hvad der skal gøres og især HVORFOR det skal gøres.
Billederne er lagt op! Så vil jeg ikke kede jer længere :-) Jeg skriver snart en lille praksisbeskrivelse om hvad min dag går med, så kan i også få et indblik i hvad der skal gøres på min afdeling.
Jeg har det super godt,
hilsen Torben
Montag, 22. Februar 2010
Montag, 15. Februar 2010
Photos from the weekend.
Var til koncert i lørdags sammen med Maria, Jaqu og en af Marias australske venner som havde fået billetter gratis gennem arbejde. Det var et tribute band til the Eagles (Hotel Kalifornia, du ved).
Har fået at vide at det der med at klikke på den regnbuefarvede firkant ikke virker. Klik på linket nedenunder så burde det virke. Skriv lige hvis ikke.
http://picasaweb.google.com/Torbenkock
Har haft en dejlig afslappende weekend og en rigtig go dag på afdelingen her idag (mandag).
Håber i ikke fryser alt for meget derhjemme :-)
Torben
Har fået at vide at det der med at klikke på den regnbuefarvede firkant ikke virker. Klik på linket nedenunder så burde det virke. Skriv lige hvis ikke.
http://picasaweb.google.com/Torbenkock
Har haft en dejlig afslappende weekend og en rigtig go dag på afdelingen her idag (mandag).
Håber i ikke fryser alt for meget derhjemme :-)
Torben
Freitag, 12. Februar 2010
Billeder og trachystomi og Thank God, it’s Friday
Igen en go dag på neuro intensiv. Fik lov til at pleje en patient sammen med en sygeplejerske, som skulle have en hjerne CT. Transport fra afdeling til radiology er en rimelig stor ting, når patienten er intuberet og på respirator. Så det tager evigheder at få alle ting, der skal med på turen, samlet. Men på denne måde er man forberedt skulle der ske noget på vejen frem og tilbage. Men vi kom uspektakulært frem og tilbage, det tog dog hele formiddagen, både at finde ting frem (bærbar monitor til blodtryk, puls etc., bærbar respirator, akut taske med medicin skulle patienten få hjertestop, reserve trachystomier, ballon til ventilation skulle respiratoren holde op med at virke), sætte dem på plads igen og så få alle ledninger som patienterne er tilsluttet til pillet fra hinanden igen. Så var der en lidt forsinket kaffepause hvorefter der blev lagt en trachystomi på en patient i afdelingen, så der skulle jeg selvfølgelig kigge med. Patienten var bevidstløs og havde en respiratorslange liggende gennem munden ned i halsen, men skulle nu få lagt en slange gennem halsen og ned i luftrøret. Så der blev stukket et ordentligt hul lidt ovenover punktet hvor kragebenene mødes på brystkassen. Samtidig havde en anden læge lagt et bronkoskop ned gennem munden, som sendte film til en skærm ved siden af sengen, så den første læge kunne se hvor han stak henne og om han var for langt igennem. Så vi fik lov til at se hvordan det hele blev stukket igennem huden og ned i luftrøret. Spændende, men rimelig simpel faktisk. Det hele var overstået på lidt mere end 20 minutter og så havde patienten en smart lille slange siddende under hagen.
Bagefter kom jeg tilbage til min første patient hvor jeg fik vist, hvordan de dokumenterer deres ”notes” altså hvordan det er gået dagen over og sammenfatninger af de observationer, der blev lavet.
Det er en meget spændende afdeling og sygeplejerskerne er kompetente til rigtig mange ting, men jeg har lidt på følelsen, at de har nemt ved at glemme mennesket bag alle de der ledninger, respiratorer og skærme, men det kan godt være, at jeg tager fejl. Vi får se hvordan det kommer til at gå, glæder mig til en weekend hvor jeg kan slappe af og sove længe.
Håber i har det godt :-)
P.S. Her er der lige nogle billeder fra en lille gåtur rundt omkring i Sydney fra i går (torsdag).
(tryk på den farvede firkant)
Bagefter kom jeg tilbage til min første patient hvor jeg fik vist, hvordan de dokumenterer deres ”notes” altså hvordan det er gået dagen over og sammenfatninger af de observationer, der blev lavet.
Det er en meget spændende afdeling og sygeplejerskerne er kompetente til rigtig mange ting, men jeg har lidt på følelsen, at de har nemt ved at glemme mennesket bag alle de der ledninger, respiratorer og skærme, men det kan godt være, at jeg tager fejl. Vi får se hvordan det kommer til at gå, glæder mig til en weekend hvor jeg kan slappe af og sove længe.
Håber i har det godt :-)
P.S. Her er der lige nogle billeder fra en lille gåtur rundt omkring i Sydney fra i går (torsdag).
(tryk på den farvede firkant)
Donnerstag, 11. Februar 2010
Fed dag i neuro
Har haft en mega fed dag på neuro ICU (intensive care unit) i onsdags.
Jeg mødte kl. 8 og troede jeg blot skulle fortsætte med det der hjernedøde introprogram som jeg skulle de sidste dage. Men jeg blev faktisk ”buddyed up” med en sygeplejerske og fik lov til at arbejde med en bevidstløs, respiratorpatient. Rob, sygeplejersken, gav mig lige en lille guide til deres respirator (det havde jeg godt nok hørt to gange før nu, men gentagelse fremmer jo også forståelse); hvordan de fungerer hvad man skal være obs på. Men jeg fik da endelig lov til at få noget i hænderne. Jeg undersøgte min patient og skrev ned hvordan hun scorede med GCS (Glasgow Coma Score), fik undersøgte pupilrefleks, blodsukker, tog en blodprøve (det blev en lidt blodig affære, men det var jo også første gang) og tog patienten kortvarig af respirator. Hun kunne nemlig godt selv trække vejret gennem hendes trachy, men hendes åndedræt er stadig for overfladiske til at hun må komme helt af med respiratoren, så vi prøver at afvende hende. Det gik der så en formiddag med.
Middagspause
Efter pausen underviste Elaine, som er Nurse Educator på vores afdeling, to andre nye sygeplejersker og mig, i hvordan man læser CT og MRI scanninger. Hun viste os en masse fine billeder fra forskellige patienter på afdelingen og forklarede hvordan de forskellige symptomer kunne forklares ud fra ct/mri scanningerne. Meget spændende og lærerigt.
Da klokken nærmede sig 15 blev der meldt en meget dårlig patient der skulle komme med helikopter, da hospitalet som patienten først kom til ikke havde det rette know-how til at behandle hende. Vi fik sendt en CT scanning, som jeg faktisk godt kunne se på hvad der var galt. Patienten havde nemlig en meget stor hjerneblødning, hendes ventrikler i hjernen var helt fyldt op med blod, så der var opstået et meget stort tryk inde i hjernen, som skulle aflastes snarest muligt.
Da patienten så kom, stod der to neurokirurger klar ved en seng til at bore et hul i patientens hoved (!!!), for at lægge et kateter ind i ventriklen og gennem dette lade blodet løbe ud af hjernen. Patienten var bevidstløs ved ankomst, blev med det samme lammet med medicin og så blev der ellers boret. De brugte sådan et håndbor, hvor man står og trykker bagfra med den ene hånd og drejer boret med den anden. Hulet havde ca. en diameter som min pegefinger til sidst og trykket var faktisk så stort inde i kraniet, at hjernen blev presset ud af hulet (ikke meget, men det kunne da ses, når man kiggede ned i hulet). Hjernenmassen er meget blød så lægerne kunne faktisk bare føre kateteret gennem hjernen ind i hulrummet i hjernens indre (det beskadiger hjernen let, men det er et bedre alternativ end slet ikke at gøre noget). Og så kom da også en del blod ud af slangen, men den skulle lige syes på plads under patientens hovedbund så den ikke bare lige kunne falde ud igen. Så blev der målt et ICP (Inter Cranial Pressure) på næsten 50, hvor det normalt er mellem 2 og 10, så den var rimelig gal og hun kom med det samme på OP, hvor hun skal have lukket det aneurisme (udposning på karvæg, som ikke er så stabil som resten af blodkaret), som var årsagen til blødningen. Klokken var nu næsten blevet 18 og jeg havde haft fri siden 15-16, men det var da det hele værd.
Glæder mig til at se hvordan det bliver de næste dage. Håber i har det godt alle sammen!
Jeg mødte kl. 8 og troede jeg blot skulle fortsætte med det der hjernedøde introprogram som jeg skulle de sidste dage. Men jeg blev faktisk ”buddyed up” med en sygeplejerske og fik lov til at arbejde med en bevidstløs, respiratorpatient. Rob, sygeplejersken, gav mig lige en lille guide til deres respirator (det havde jeg godt nok hørt to gange før nu, men gentagelse fremmer jo også forståelse); hvordan de fungerer hvad man skal være obs på. Men jeg fik da endelig lov til at få noget i hænderne. Jeg undersøgte min patient og skrev ned hvordan hun scorede med GCS (Glasgow Coma Score), fik undersøgte pupilrefleks, blodsukker, tog en blodprøve (det blev en lidt blodig affære, men det var jo også første gang) og tog patienten kortvarig af respirator. Hun kunne nemlig godt selv trække vejret gennem hendes trachy, men hendes åndedræt er stadig for overfladiske til at hun må komme helt af med respiratoren, så vi prøver at afvende hende. Det gik der så en formiddag med.
Middagspause
Efter pausen underviste Elaine, som er Nurse Educator på vores afdeling, to andre nye sygeplejersker og mig, i hvordan man læser CT og MRI scanninger. Hun viste os en masse fine billeder fra forskellige patienter på afdelingen og forklarede hvordan de forskellige symptomer kunne forklares ud fra ct/mri scanningerne. Meget spændende og lærerigt.
Da klokken nærmede sig 15 blev der meldt en meget dårlig patient der skulle komme med helikopter, da hospitalet som patienten først kom til ikke havde det rette know-how til at behandle hende. Vi fik sendt en CT scanning, som jeg faktisk godt kunne se på hvad der var galt. Patienten havde nemlig en meget stor hjerneblødning, hendes ventrikler i hjernen var helt fyldt op med blod, så der var opstået et meget stort tryk inde i hjernen, som skulle aflastes snarest muligt.
Da patienten så kom, stod der to neurokirurger klar ved en seng til at bore et hul i patientens hoved (!!!), for at lægge et kateter ind i ventriklen og gennem dette lade blodet løbe ud af hjernen. Patienten var bevidstløs ved ankomst, blev med det samme lammet med medicin og så blev der ellers boret. De brugte sådan et håndbor, hvor man står og trykker bagfra med den ene hånd og drejer boret med den anden. Hulet havde ca. en diameter som min pegefinger til sidst og trykket var faktisk så stort inde i kraniet, at hjernen blev presset ud af hulet (ikke meget, men det kunne da ses, når man kiggede ned i hulet). Hjernenmassen er meget blød så lægerne kunne faktisk bare føre kateteret gennem hjernen ind i hulrummet i hjernens indre (det beskadiger hjernen let, men det er et bedre alternativ end slet ikke at gøre noget). Og så kom da også en del blod ud af slangen, men den skulle lige syes på plads under patientens hovedbund så den ikke bare lige kunne falde ud igen. Så blev der målt et ICP (Inter Cranial Pressure) på næsten 50, hvor det normalt er mellem 2 og 10, så den var rimelig gal og hun kom med det samme på OP, hvor hun skal have lukket det aneurisme (udposning på karvæg, som ikke er så stabil som resten af blodkaret), som var årsagen til blødningen. Klokken var nu næsten blevet 18 og jeg havde haft fri siden 15-16, men det var da det hele værd.
Glæder mig til at se hvordan det bliver de næste dage. Håber i har det godt alle sammen!
Montag, 8. Februar 2010
1. weekend
Så nåede vi den allerførste weekend i Australien og den blev brugt flittigt.
Maria & mig tog, sammen med en af de engelske sygeplejersker som vi bor sammen med, Carl, til en Pub som han anbefalede os. Vi regnede dog ikke med at det ville øsregne så meget som det gjorde... Da vi kom til stedet som kun lå et par hundrede meter ned af gaden, var vi rimlig gennemblødte og glade for at komme indendørs.
Det var et meget højt sted og vi spiste kun lige vores mad og drak vores øl hvorefter vi tog videre til en anden bar som Carl viste os. Det var lidt mere hyggeligt og her kom de andre danske piger vi bor sammen med (Louise og Jaqu) og vores kinesiske sambo Karen for at få en øl/drink sammen med os.
Lidt senere blev stedet mere fyldt, der kom musik på og folk begyndte at røre på sig :-). Vi tog hjem ved en 11 tiden, nogle ville lige skifte tøj for at komme helt ud i byen og feste videre derude. Jeg forblev dog hjemme fordi jeg ikke gad ud i regnvejr, med i forvejen vådt tøj. Det holdt så heller ikke op at regne inden den næste morgen.
Søndag blev der slappet af, set film, gjort rent, vasket tøj. Meget hyggeligt på en måde, at man ikke hver dag skal ud og gå gennem sydneys gader hehe :-)
Idag har den igen stået på intro, hvordan senge sættes op i intensiv, hvad man skal være opmærksom på med maskinerne (monitor/ventilator osv), hvad sygeplejersken skal gøre af observationer hos patienten etc etc Min vejleder er der ikke her til formiddag så derfor er jeg hoppet på cardio sygeplejelæreren så nu ved jeg hvad de skal kigge efter og kan prøve at sammenligne det med hvad vi gør i neuro... Som om jeg kan huske halvdelen af det hehe.
Men jeg må løbe på min afdeling igen og se hvad der sker.
Ha det godt :-)
Maria & mig tog, sammen med en af de engelske sygeplejersker som vi bor sammen med, Carl, til en Pub som han anbefalede os. Vi regnede dog ikke med at det ville øsregne så meget som det gjorde... Da vi kom til stedet som kun lå et par hundrede meter ned af gaden, var vi rimlig gennemblødte og glade for at komme indendørs.
Det var et meget højt sted og vi spiste kun lige vores mad og drak vores øl hvorefter vi tog videre til en anden bar som Carl viste os. Det var lidt mere hyggeligt og her kom de andre danske piger vi bor sammen med (Louise og Jaqu) og vores kinesiske sambo Karen for at få en øl/drink sammen med os.
Lidt senere blev stedet mere fyldt, der kom musik på og folk begyndte at røre på sig :-). Vi tog hjem ved en 11 tiden, nogle ville lige skifte tøj for at komme helt ud i byen og feste videre derude. Jeg forblev dog hjemme fordi jeg ikke gad ud i regnvejr, med i forvejen vådt tøj. Det holdt så heller ikke op at regne inden den næste morgen.
Søndag blev der slappet af, set film, gjort rent, vasket tøj. Meget hyggeligt på en måde, at man ikke hver dag skal ud og gå gennem sydneys gader hehe :-)
Idag har den igen stået på intro, hvordan senge sættes op i intensiv, hvad man skal være opmærksom på med maskinerne (monitor/ventilator osv), hvad sygeplejersken skal gøre af observationer hos patienten etc etc Min vejleder er der ikke her til formiddag så derfor er jeg hoppet på cardio sygeplejelæreren så nu ved jeg hvad de skal kigge efter og kan prøve at sammenligne det med hvad vi gør i neuro... Som om jeg kan huske halvdelen af det hehe.
Men jeg må løbe på min afdeling igen og se hvad der sker.
Ha det godt :-)
Donnerstag, 4. Februar 2010
Neurointensiv
Torsdag
Endlig! Første dag på neurointensiv. Jeg mødte kl. 9 og fik lov til at skifte til min dejlig hvide uniform, som slet ikke stod ud mellem alle andres mørke blå bukser og poloshirts :-). Sammen med et par nye sygeplejersker blev jeg vist rundt og fik vist hvor de forskellige ting var inde på afdelingen (det glemte jeg nok med det samme jeg hørte, fordi afdelingen er så sindssyg stor). Neuro intensiv har ”kun” 10 senge, men det er også rigeligt, når man ved hvor meget arbejde f.eks. en ventilator patient kan lave. Sammen med Elaine fik jeg så gennem gået deres IT system, som ligner meget det danske harmoni, men er meget unikt hernede. Alle andre afdelinger på Royal Prince Alfred hospital skriver manuel og på papir endnu. Så jeg er meget glad for at jeg ikke skal skrive med hånden, og det bliver mine kollegaer nok også når de ser mine kragetæer.
Elaine og alle de andre sygeplejersker er helt vild søde og glæder sig til at arbejde sammen med mig. I morgen kan jeg få lov at følge en sygeplejerske og evt. følge med i en forelæsning som de nye sygeplejersker skal deltage i. Derudover har Elaine lovet at få mig med ind til et par operationer ved neuropatienter, så jeg kan få set en rigtig hjerne, det ser jeg meget frem til.
I morgen skal jeg møde halv otte på afdelingen og får fri kl. 16, det bliver den første lange dag, men det bliver dejligt at få noget sygepleje i hænderne.
Glæder mig!
Endlig! Første dag på neurointensiv. Jeg mødte kl. 9 og fik lov til at skifte til min dejlig hvide uniform, som slet ikke stod ud mellem alle andres mørke blå bukser og poloshirts :-). Sammen med et par nye sygeplejersker blev jeg vist rundt og fik vist hvor de forskellige ting var inde på afdelingen (det glemte jeg nok med det samme jeg hørte, fordi afdelingen er så sindssyg stor). Neuro intensiv har ”kun” 10 senge, men det er også rigeligt, når man ved hvor meget arbejde f.eks. en ventilator patient kan lave. Sammen med Elaine fik jeg så gennem gået deres IT system, som ligner meget det danske harmoni, men er meget unikt hernede. Alle andre afdelinger på Royal Prince Alfred hospital skriver manuel og på papir endnu. Så jeg er meget glad for at jeg ikke skal skrive med hånden, og det bliver mine kollegaer nok også når de ser mine kragetæer.
Elaine og alle de andre sygeplejersker er helt vild søde og glæder sig til at arbejde sammen med mig. I morgen kan jeg få lov at følge en sygeplejerske og evt. følge med i en forelæsning som de nye sygeplejersker skal deltage i. Derudover har Elaine lovet at få mig med ind til et par operationer ved neuropatienter, så jeg kan få set en rigtig hjerne, det ser jeg meget frem til.
I morgen skal jeg møde halv otte på afdelingen og får fri kl. 16, det bliver den første lange dag, men det bliver dejligt at få noget sygepleje i hænderne.
Glæder mig!
Bday!
Onsdag
Fik et opkald fra den kære mor kl. 8.00 som jeg blev lidt forvirret over i første omgang, men så blev jeg klar over at jeg jo havde fødselsdag! Dejligt. Men i dag stod den på undervisning omkring det australske sundhedsvæsen og hvordan vores evaluering skulle foregå. Det skulle lige overstås og bagefter var der tid til at hygge lidt i vores fællesrum på callan house park.
Hen til aftenen tog vi ud til centrum for at gå ud at spise sammen med de andre danske studerende og for at fejre min fødselsdag. Vi tog ud til darling harbour, hvor vi spiste aftensmad og fik os en lille drink, mens vi nød den gode udsigt over havnen. Så gik det hjemad ved en 10-11 tiden så vi ikke kom for sent i seng; vi skulle jo ud til hospitalet den næste morgen, den første dag på afdelingen.
Fik et opkald fra den kære mor kl. 8.00 som jeg blev lidt forvirret over i første omgang, men så blev jeg klar over at jeg jo havde fødselsdag! Dejligt. Men i dag stod den på undervisning omkring det australske sundhedsvæsen og hvordan vores evaluering skulle foregå. Det skulle lige overstås og bagefter var der tid til at hygge lidt i vores fællesrum på callan house park.
Hen til aftenen tog vi ud til centrum for at gå ud at spise sammen med de andre danske studerende og for at fejre min fødselsdag. Vi tog ud til darling harbour, hvor vi spiste aftensmad og fik os en lille drink, mens vi nød den gode udsigt over havnen. Så gik det hjemad ved en 10-11 tiden så vi ikke kom for sent i seng; vi skulle jo ud til hospitalet den næste morgen, den første dag på afdelingen.
Sunburn = avavav
Tirsdag
Av av av. Blev mega solskoldet! Mine fødder er ildrøde og er hævet, fordi jeg glemte at putte solcreme på. Jeg følte mig som en gammel dame, fordi jeg skulle have føderne oppe så de ikke hævede så meget og hver gang jeg kom op at stå kunne jeg bare mærke hvordan det spændte helt vild nede i fødderne (avav, det gør dælme ondt at gå med sådan nogle fusser). Så blev det tid til at komme på hospitalet for første gang, vi fik en rundvisning på royal prince alfred hospital og fik lov til at møde vores afdelingssygeplejersker og vejledere på de forskellige steder. Jeg kom ind på intensivafdelingen og blev vist rundt i de tre forskellige underafdelinger af den 54 senge store intensiv afdeling. Jeg kommer på neuro intensiv og mødte min vejleder (nurse educator) Elaine, som jeg aftalte en mødetid med på torsdag. Igen igen ude i byen for at købe lidt mad ind og kigge efter mobiler og net. Jeg fik hverken købt det ene eller det andet, men jeg kunne da få lov til at købe til ind til første dag på hospitalet, så jeg kunne få en madpakke med.
Mandag!
Første dag i Sydney og så har man fri: dejligt. Louise, Jaqu og mig stod op kl. 9 og tog af sted til Bondi Beach. Det er stranden som er kulisse til det der australske realityshow som følger livreddere på Bondi Beach. Efter en lidt eventyrlig rejse hen til stranden (det tog lidt under en halv time at komme frem) kunne vi nyde den dejlige, bløde sand og vandet på 24 grader. Lidt senere kom så de andre danske piger, som bor på et andet kollegium fordi de skal i praktik på et andet hospital. De havde været på indkøb tidligere på dagen for at købe det mest basale ting som mad etc. Det tog Louise, Jaqu og mig så bagefter, henne ved 14-15-tiden. Vi nåede ind i byen og fik købt en del småting og jeg fik fat på en dims der gør at jeg kan få mine stik ind i de australske kontakter (så kunne mobilen også blive ladet op).
Bbye
1. Dag
Så fandt jeg noget internet jeg kunne bruge :-).
Internet er super dyrt her i kære AU, så jeg sidder på Mc Donalds som ligger ved siden af mit hospital og bruger deres net. Det er gratis herinde, nok fordi det er så dyrt at købe det privat og på den måde lokker de kunder til :-)
Nå, men jeg må nok lige starte ved begyndelsen.
Jeg tog af sted til Frankfurt fredag morgen, hvor jeg ankom uden stort besvær henne på eftermiddagen. Næsten morgen gik turen til lufthavnen hvor jeg meget uspektakulært fandt min checkin counter og så kom i flyet, der lettede kl. 11 med mig ombord.
Så ankom jeg 5 timer senere, til Abu Dhabi kl. 20.15 lokaltid. En meget fed lufthavn, med et kæmpestort kugleformet centrum, med små blå og hvide kakler lagt i mosaik fra gulv til loft. Men jeg havde ikke så meget tid, da mit næste fly tog af sted kl halv elleve. Dog fandt jeg noget internet da jeg stod og ventede så det var også hygge.
Men så skete der noget spændende!
Da jeg kom hen for at få min boarding pass (seddel med pladsnummer på), blev jeg opgraderet til business class uden åbenlys grund. Manden kiggede bare på mit ticket, skrev noget i sin computer og så var det ”my lucky day” som han formulerede det. Jeg var mega glad og fik så også lov til at komme ombord på flyet som en af de første, så jeg kunne sætte mig ordentlig tilrette før vi lettede. Business class er rigtig dejligt, man kan lægge sædet næsten helt vandret, kan spise hvornår man vil og har en dejlig ro omkring sig (+personlig betjening af stewardesserne hehe).
Så stod den ellers bare på film, musik, mad og afslapning, mens jeg ventede på at komme til Sydney. Det skete så også efter 13 timers flyvetur. Der var ikke særlig mange turbulenser, men jeg kunne da se et vaskeægte tordenvejr gennem vinduet, med en 10-20 lyn per minut, meget sejt (vi var langt nok væk så der var ikke noget at mærke).
Så kom man endelig til Sydney kl. 19:30 om søndagen. Først skulle jeg jo af flyet igen, det gik ekstra hurtigt, fordi jeg jo var i business class og måtte forlade flyet efter 1st class. Min kuffert var nemt at finde fordi den var gul hehe og så stod jeg i kø for at komme gennem karatænen, som kigger om man har mad eller lignende med, som kunne ødelægge den australske flora eller fauna. Det havde jeg heldigvis ikke.
Jeg havde sendt min ankomst tid til vores australske koordinator Christine, men tilsyneladende havde jeg skrevet den forkerte tid, fordi jeg først blev hentet en time senere, så jeg havde go tid til at klæde om på toilettet og lige at kigge hvad Sydneys lufthavn havde at byde på hehe.
Chris kom så ved en halv ni tid og sammen med en af de andre studerende som også var kommet til Sydney lidt efter mig. Sammen blev vi kørt ud til Callan Park House, hvor jeg skal bo for resten af opholdet. Jeg havde faktisk glemt, at man i Australien kører i den forkerte side af gaden, så jeg blev lige lidt chokeret da Chris kørte den, for mig, forkerte vej ind i diverse kryds .
Men jeg kom frem til Callan Park, som er en Park lidt udenfor Sydney centrum i en forstad der hedder rozelle (Skriv ”-33.865875,151.165603” i googlemaps, så kan i se hvor jeg bor henne). Inde i parken er der en del bygninger som tidligere været en del af et psykiatrisk hospital, men det har i nogle år nu fungeret som bosted til udefra kommende studerende og sygeplejersker.
Jeg mødte lige en af vores security guards som lige briefede mig omkring et par småting og gav mig min nøgle. Så fik jeg endelig lov til at kigge på mit værelse. Ikke noget specielt, en seng, en kommode, et køleskab, et skab. Jeg er på 1. Sal og gennem et stort gulv til loft vindue kan jeg kigge ud på en balkon, hvor man kan side og hygge (der er tag over den så man bliver ikke skoldet af at sidde der.)
Kort efter jeg var ankommet, mødte jeg de 3 danske piger der også bor på Callan Park House. Louise, Maria og Jaqueline. Sammen med Louise og Jaqu smuttede jeg ud og hentede en kebab som blev min aftensmad. Det var en ordentlig gåtur på en 2-3 kilometer, fordi det var så sent at alt var begyndt at lukke. Men det var dejligt at komme ud og høre alle de mærklige lyde som dyrene siger her i landet hehe. Lille sjov detalje: Der er en masse flagermus i parken ved vores hus. Så der er masser af ”skrig” om aftenen.
Nåja, vejret: Det var åndsvag varmt (30°) og fugtigt hernede. Mere senere.
Men det var så den allerførste dag. Jeg fortsætter med resten af tiden op til nu i det næste indlæg. Puha, det er nogle laaaange indlæg.
Snakkes!
Internet er super dyrt her i kære AU, så jeg sidder på Mc Donalds som ligger ved siden af mit hospital og bruger deres net. Det er gratis herinde, nok fordi det er så dyrt at købe det privat og på den måde lokker de kunder til :-)
Nå, men jeg må nok lige starte ved begyndelsen.
Jeg tog af sted til Frankfurt fredag morgen, hvor jeg ankom uden stort besvær henne på eftermiddagen. Næsten morgen gik turen til lufthavnen hvor jeg meget uspektakulært fandt min checkin counter og så kom i flyet, der lettede kl. 11 med mig ombord.
Så ankom jeg 5 timer senere, til Abu Dhabi kl. 20.15 lokaltid. En meget fed lufthavn, med et kæmpestort kugleformet centrum, med små blå og hvide kakler lagt i mosaik fra gulv til loft. Men jeg havde ikke så meget tid, da mit næste fly tog af sted kl halv elleve. Dog fandt jeg noget internet da jeg stod og ventede så det var også hygge.
Men så skete der noget spændende!
Da jeg kom hen for at få min boarding pass (seddel med pladsnummer på), blev jeg opgraderet til business class uden åbenlys grund. Manden kiggede bare på mit ticket, skrev noget i sin computer og så var det ”my lucky day” som han formulerede det. Jeg var mega glad og fik så også lov til at komme ombord på flyet som en af de første, så jeg kunne sætte mig ordentlig tilrette før vi lettede. Business class er rigtig dejligt, man kan lægge sædet næsten helt vandret, kan spise hvornår man vil og har en dejlig ro omkring sig (+personlig betjening af stewardesserne hehe).
Så stod den ellers bare på film, musik, mad og afslapning, mens jeg ventede på at komme til Sydney. Det skete så også efter 13 timers flyvetur. Der var ikke særlig mange turbulenser, men jeg kunne da se et vaskeægte tordenvejr gennem vinduet, med en 10-20 lyn per minut, meget sejt (vi var langt nok væk så der var ikke noget at mærke).
Så kom man endelig til Sydney kl. 19:30 om søndagen. Først skulle jeg jo af flyet igen, det gik ekstra hurtigt, fordi jeg jo var i business class og måtte forlade flyet efter 1st class. Min kuffert var nemt at finde fordi den var gul hehe og så stod jeg i kø for at komme gennem karatænen, som kigger om man har mad eller lignende med, som kunne ødelægge den australske flora eller fauna. Det havde jeg heldigvis ikke.
Jeg havde sendt min ankomst tid til vores australske koordinator Christine, men tilsyneladende havde jeg skrevet den forkerte tid, fordi jeg først blev hentet en time senere, så jeg havde go tid til at klæde om på toilettet og lige at kigge hvad Sydneys lufthavn havde at byde på hehe.
Chris kom så ved en halv ni tid og sammen med en af de andre studerende som også var kommet til Sydney lidt efter mig. Sammen blev vi kørt ud til Callan Park House, hvor jeg skal bo for resten af opholdet. Jeg havde faktisk glemt, at man i Australien kører i den forkerte side af gaden, så jeg blev lige lidt chokeret da Chris kørte den, for mig, forkerte vej ind i diverse kryds .
Men jeg kom frem til Callan Park, som er en Park lidt udenfor Sydney centrum i en forstad der hedder rozelle (Skriv ”-33.865875,151.165603” i googlemaps, så kan i se hvor jeg bor henne). Inde i parken er der en del bygninger som tidligere været en del af et psykiatrisk hospital, men det har i nogle år nu fungeret som bosted til udefra kommende studerende og sygeplejersker.
Jeg mødte lige en af vores security guards som lige briefede mig omkring et par småting og gav mig min nøgle. Så fik jeg endelig lov til at kigge på mit værelse. Ikke noget specielt, en seng, en kommode, et køleskab, et skab. Jeg er på 1. Sal og gennem et stort gulv til loft vindue kan jeg kigge ud på en balkon, hvor man kan side og hygge (der er tag over den så man bliver ikke skoldet af at sidde der.)
Kort efter jeg var ankommet, mødte jeg de 3 danske piger der også bor på Callan Park House. Louise, Maria og Jaqueline. Sammen med Louise og Jaqu smuttede jeg ud og hentede en kebab som blev min aftensmad. Det var en ordentlig gåtur på en 2-3 kilometer, fordi det var så sent at alt var begyndt at lukke. Men det var dejligt at komme ud og høre alle de mærklige lyde som dyrene siger her i landet hehe. Lille sjov detalje: Der er en masse flagermus i parken ved vores hus. Så der er masser af ”skrig” om aftenen.
Nåja, vejret: Det var åndsvag varmt (30°) og fugtigt hernede. Mere senere.
Men det var så den allerførste dag. Jeg fortsætter med resten af tiden op til nu i det næste indlæg. Puha, det er nogle laaaange indlæg.
Snakkes!
Abonnieren
Posts (Atom)
